Spring til indhold

Sponsorater åbner nye døre for lokal Floorballklub i Bylderup

Det hele startede med et moderne tilbud, som ingen rigtig benyttede sig af. Men lige pludselig tog den populære sportsgren ”Floorball” fart i Bylderup Idrætscenter.
– Det er vildt så populær Floorball er blevet. Vi har spillere som kører 25 km hver onsdag for at være med, siger formanden Stefan Lorenzen.
I starten var fokusset at komme ud af døren og være sociale sammen. Men med tiden blev spillerne bedre og bedre, fordi Floorball i Stefans optik er en nem sport at lære. Nogle af spillerne har sportsskader, som gør at de ikke kan varetage en sportsgren som håndbold eller fodbold. Men Floorball kan ALLE være med til, da tempoet er op til én selv.
– Den uformelle tone, værkstedshumoren, og de forskellige typer, er jo også nogen af grundene til, at vi kan samle 18-20 spillere i alderen 16-45 år, fortæller Stefan. Du kan se at opvarmningen går med at få ”snakket af”, inden vi går i gang med at spille og bevæge os, griner formanden.
Men man skal ikke tage fejl af hvor hårdt det er. Når vi først er igang, så giver vi alt for at vinde. Man finder lynhurtig en plads på holdet, for alle bidrager med det som de er gode til.
Den lokale Floorball klub i Bylderup har med stor taknemmelighed modtaget et flot sponsorat fra lokale erhvervsdrivende og DGI på cirka 60.000 kr. Pengene er gået til bander og udstyr. De nye bander gør det muligt at arrangere turneringer og invitere andre klubber til Bylderup:
– Vi levede ikke op til kravene for turneringer, pga. manglende bander, så dét at vi har fået de her sponsorater, åbner en helt ny verden for os som klub, siger Stefan. Vi er så taknemmelig, og særligt for den opbakning vi har fået fra de lokale erhvervsdrivende.
Sponsoraterne har også givet formanden Stefan og hans holdkammerater stof til eftertanke:
– Vi er da blevet meget mere bevidste om, at det lokale erhverv har sådan en essentiel rolle.
Min Købmand Bylderup-Bov, Bakkegård Recycling og Matti Tæppekantning, er de lokale erhvervsdrivende som har sponsoreret et beløb, så det har muliggjort foreningen at få opsat professionelle Floorball bander.
– Jeg har fået en enorm opbakning siden jeg overtog købmandsforretningen i byen for knap 2 år siden. De penge lokalborgerne ligger i min forretning, det er de penge som jeg nu kan give igen i lokalområdet, siger indehaver Dan Houborg fra Min Købmand. Hvis jeg kan fastholde omsætningen i forretningen, giver det mulighed for at jeg i samarbejde med KFI kan søge fonde hos dem, således at jeg også fremover kan give sponsorater til området.
De lokale erhvervsdrivende lægger vægt på at støtte op om de lokale faciliteter:
– Det giver liv i idrætscenteret, og det logger udefrakommende til vores by, og det er vigtigt at vise hvad vi har at byde på herude, siger Ole Toft fra Bakkegaard Recycling.
Stefan, Dan og Ole er også selv en del af holdet, og på spørgsmålet om hvordan en typisk træningsaften ender, fortæller Stefan at den afsluttes med 3. halvleg i klublokalet med øl eller sodavand, og en god sludder om verdenssituationen.
Fakta:

Er du interesseret i at komme med på holdet, så tøv ikke med at tage fat i Stefan Lorenzen.
Træningsstart: Start september – hver onsdag fra kl 19.30 for drenge/mænd fra 16 år.
Der arbejdes på at få et selvstændigt kvindehold og et 55+ herrehold op at stå fra september – hver onsdag fra 18.15-19.30.
Del på Facebook